Smartlog v3 » A-kasser & Fagforeninger » Østarbejdere skræmt væk fra danske fagforeninger
Opret egen blog | Næste blog »

A-kasser & Fagforeninger

Info om a-kasser & fagforeninger

Østarbejdere skræmt væk fra danske fagforeninger

26. Mar 2013 19:02, FA

Kun meget få østarbejdere i Danmark er medlem af en fagforening. Situationen er helt anderledes i Norge.

Den danske fagbevægelse har foreløbig tabt kampen om at organisere østarbejdere og sikre, at de ikke får en så lav løn, at det truer det generelle lønniveau i Danmark.

Men de kan søge inspiration i Norge, hvor langt flere østarbejdere er med i en fagforening end herhjemme, skriver Information.

Som eksempel er 40 procent af medlemmerne i byggefagforeningen i Oslo østarbejdere, mens tallet i København er helt nede på tre procent.

Færre underbetales i Norge
Det viser en ny rapport af arbejdsmarkedsforskerne Jens Arnholtz fra Københavns Universitet og Line Eldring fra forskningsinstituttet Fafo i Oslo.

De har interviewet lokale fagforeninger og flere hundrede østarbejdere i begge lande og kan slå fast, at der er færre østarbejdere, der bliver underbetalt i Norge end i Danmark.

Det skyldes blandt andet, at man i 2004 ved lov indførte en såkaldt almengørelse af overenskomsten.

Det vil sige, at overenskomsten - og dermed en mindstelønsgaranti - gælder for alle, der arbejder inden for nogle bestemte områder - for eksempel byggeri eller landbrug.

Nemmere at få hjælp

Den høje organiseringsgrad gør det ifølge danske og norske eksperter nemmere for østarbejderne at få hjælp, når de bliver behandlet dårligt.

- Det ville i den grad løse nogle problemer, hvis flere østarbejdere kom i fagforening, siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet til Information.

- Så ville der komme et pres på de arbejdsgivere, som bruger østarbejdere til at give dem den løn og de arbejdsvilkår, de skal have, når de arbejder i Danmark, tilføjer han.

Ud over Norges almengørelse af overenskomsten - som den danske fagbevægelse udtrykker massive forbehold overfor - peger undersøgelsen på, at den danske fagbevægelses tradition for aktioner og konflikt har skræmt mange østarbejdere væk.

I 3F er man ærgerlig over, at fagforeninger metoder opfattes negativt af østarbejdere, når faglige konflikter netop er fagforeningens middel til at sikre arbejdernes vilkår, skriver Information.